Champagne Louis de Sacy

Champagne Louis de Sacy fascinerede mig på flere niveauer,  da jeg besøgte huset første gang i 2015. Uanset hvilken af deres champagner, der stod for tur i smagerækken, blev jeg begejstret…det smagte skønt!

Kvaliteten er i top, men de har altså også en god portion savoir-faire at trække på, da familien har dyrket druer på egne marker siden 1633. I 1962 tog André Sacy den store beslutning, at anvende de gode druer til fremstilling af egne champagner. Siden har Andrés dygtige søn Alain Sacy arbejdet målrettet på at føre familiens stolte traditioner videre, men samtidig stået i spidsen for en videreudvikling, der har ført til, at Champagne Louis de Sacy nu også er eftertragtet på eksportmarkeder. Siden 2012 er 13. generation Alains datter Yaël og søn Jonathan også vendt hjem for at deltage i familiens arbejde.

Familiens hus ligger i Verzy, Montagne de Reims, og deres marker breder sig over 18 ha. Louis de Sacys vinstokke har en gennemsnitsalder på 30 år, og fra disse høstes 65% Pinot Noir, 30 % Chardonnay og 5% Meunier. Udover høst fra egne marker, køber familien Sacy druer fra andre særligt udvalgte producenter, for derved at sikre den rigtige sammensætning og smag. Der arbejdes med stor respekt for jorden efter bæredygtige metoder.

Året rundt arbejder 10 dygtige folk hos Louis de Sacy, heriblandt naturligvis familiemedlemmerne selv samt den dygtige Chef de cave Didier Motard, for at fremtrylle 230.000 flasker champagne. Under høsten fordobles antallet af arbejdere, når dygtige og rutinerede høstarbejdere hidkaldes for at sikre de bedste betingelser for årets høst.

Champagnerne fra Louis de Sacy fremtrylles med sikker hånd af kompetente mennesker fra start til slut. Der eksperimenteres dog også i ny og næ, som da det i 2004 blev besluttet at producere en særlig champagne på magnumflaske også med en særlig form. Det har i år betydet, at den fantastiske Magnum XII er kommet på markedet; dog kun i 1002 stk.

Familien Sacy